Bestyrelsen i Røde Kors Vordingborg fejrede Arne’s 50 år i Røde Kors ved en – i disse tider – lille sammenkomst den 24. april 2021. Ved den lejlighed holdt Arne en tale, som vi har fået lov til at indsætte herunder:
“Tilbageblik er nemt, hvis man kan huske. Jeg har mistet min hukommelse – gamle filer er slettet i bogstavelig forstand, men 50 år i Røde Kors arbejdet bliver ikke slettet totalt. Jeg plejer at forklare min første tid som medlem, fordi jeg ikke kunne spille fodbold. Røde Kors blev min fodboldbane.
Hjemmebanen startede med samariterforeningen i 1971 – men ikke længe efter startede eller genstartede vi Ungdommens Røde Kors. Her trillede bolden i vores lokale forening og mindst 3 ægteskaber – som holder endnu – blev frugten af det.
Hurtigt kom jeg på udebane i URK’s amtsledelse, men i 1997 også i landsledelsen. Det resulterede i et formandskab fra 1978 til 1982. I den periode sad jeg i Røde Kors Hovedbestyrelse.
Hjemmebanen blev flyttet til Vallensbæk i 1978 og Landskontoret blev en væsentlig del af fritiden med mange gode timer sammen med URK sekretæren og andre gode medarbejdere. Dejligt at få lov til at være med til at udvikle organisationen. Vi havde dengang tanker om en mere løs tilknytning til Røde Kors. Det lykkedes for andre, men nu er URK igen en integreret del af Røde Kors.
Som URK formand fik jeg den glæde at spille på den internationale scene: ved at besøge Malawi i 1979 i anledning af det internationale børneår. Resultatet blev en kampagne til hjælp for de frivillige sundhedsarbejdere.
I 1981 var hjemmebanen igen Vordingborg. På opfordring stillede jeg op og blev valgt som afdelingsformand – mod Carl Uffe. Det var ikke meningen – han havde lovet at gå af. Posten var spændende og der skete mange ting i de næste år. Vi flyttede fra Foreningernes hus på Kirketorvet til Iselingeskolen. Farøbroerne skulle indvies, og den første flygtningestrøm begyndte.
Ny bane blev hvidtet op – i Grønland. Her blev det førstehjælpsaktivitet, jeg fik lov til at kaste mig over. Jeg fik min instruktøruddannelse deroppe og kom faktisk igen i 1997, hvor vi uddannede et nyt hold.
Hjemkommet til Vordingborg igen i 1991 overtog jeg førstehjælpsaktiviteten som kursusleder og instruktør. Aktiviteten var så stor, at Landskontoret inviterede mig som hovedinstruktør, hvor jeg i nogle år, fra 1993 til 2000, nyuddannede og vedligeholdte førstehjælpsinstruktører i hele landet.
Der blev også tid til perioder som sekretær i afdelingsbestyrelsen og som indsamlingsleder. Røde Kors indsamlingen har jeg igen fornøjelsen af at koordinere.
Og nu er jeg også chauffør i møbelbutikken.
I 2019 fik jeg igen lov til at spille internationalt. Jeg besøgte Malawi Røde Kors på studierejse i maj – 40 år efter første besøg. Det var en dejlig oplevelse. Stor inspiration kan hentes på sådan studierejse. Her så vi et af verdens fattigste lande, hvor Røde Kors Frivillige med samme status havde stor energi til at yde indsats for deres landsby eller distrikt som sundheds- og hygiejnerådgivere og som hjælpere ved den enorme oversvømmelses katastrofe. Inspiratorer til at forebygge oversvømmelser, byggede brønde og vandsystemer og uddannede frivillige til at passe dem. Eller som organisationsfolk, der opbygger det lokale Røde Kors. Jeg kan kun opfordre til, at man benytter chancen for at komme ud og opleve Røde Kors i andre lande, hvor det også nytter noget.
Hjemmebanen blev 100 år i 2019. Som nestor fik jeg den store ære, at være med i jubilæumsgruppen og var med til at grave i historierne. Det gav en anden slags læring, nemlig at gemme vigtige ting til eftertidens erindring.
Hvor bolden ruller hen fremover, ved jeg ikke. I øjeblikket er jeg via landsforeningen med i en tænkeboks, som skal hjælpe afdelingerne med førstehjælpsaktiviteterne. Førstehjælp er en af grundpillerne i Røde Kors. Det var denne aktivitet i krigens gru, som skabte Røde Kors, så det er vigtigt at vi fastholder. Der er mange udbydere på markedet – private firmaer, organisationer som enkeltpersoner. Men vi har de mange års erfaring og er verdenskendte.
Jeg kan ikke undgå at føle stolthed over at være medspiller i Røde Kors, hvor vi er samlet fordi vi sammen er med til at gøre noget for andre.
Vi har det privilegium at være over alt.
Alle frivillige er lige betydningsfulde, uanset om man står i en af vore butikker, er handicaphjælper, besøgsven, våger eller integrations frivillig. Eller som bestyrelsesmedlem, som forsøger at holde alle trådene sammen.
Jeg har spillet der, hvor jeg har haft det bedst med mig selv og alle jer andre. Jeg håber at vi fremover sammen kan være med til at bevare og styrke Røde Kors – ikke kun på hjemmebanen, men også på de store linier.”
Facebook
Twitter
LinkedIn